This is a story. It never happened and never will. The General Disclaimer is incorporated herein by reference. (Apologies for this part being in English.)

"Jeg er lidt d�rlig, mor," klagede jeg, "jeg f�ler mig svimmel."

Hvordan kunne jeg vide, at den udtalelse ville f� s� drastisk en indflydelse p� forl�bet af hele min s�ndag? - Og p� de dage, uger og m�neder der fulgte? M�ske f�lte jeg mig svimmel ved at st� p� randen af noget sk�bnebestemt, men hvad kunne det v�re? Jeg kunne have holdt min mund og g�et i kirke som s�dvanlig, og historien om mit liv ville lyde s�ledes, 'Marie vae en god pige'. Slut. Nu gik det anderledes.

Mor f�lte p� min pande, s�dan som hun altid gjorde, og erkl�rede, at jeg var en smule varm, men at det vist ikke var noget alvorligt. Mine for�ldre diskuterede min sygdom, - hvis det alts� var sygdom,- og kom til den konklusion, at jeg skulle blive hjemme og hvile mig, s� jeg ville v�re rask til at g� i skole i morgen, men de ville ikke selv g� klip af s�ndagens kirkegang. De svigtede aldrig den ugentlige gudstjeneste. Far gik rundt med kirkeb�ssen og samlede ind, og mor spillede orgel, s� det var n�sten en pligt for dem at passe kirkegangen.

De besluttede, at jeg ikke ville tage skade af at v�re alene i nogle f� timer indtil de kom tilbage. Jeg var jo trods alt, mindede jeg dem om, otte �r gammel, og stor nok til at de ikke beh�vede at holde �je med mig hele tiden. De fik mig til at love at blive indend�re. Det havde jeg intet imod, eftersom jeg alligevel ikke havde t�nkt mig at g� nogen steder.

F� minutter efter at de var g�et, ringede Darren og Rusty p� d�rklokken ved vores veranda. De var ikke overraskede over at se mig. De sagde, at de havde set mine for�ldre g� til kirke uden mig, derfor kom de for at h�re om jeg havde lyst til at komme ud og lege. Men de var en smule overrasket over at jeg stadig kun havde min natkjole p�, og blev en smule skuffede, da jeg fortalte dem at jeg ikke kunne komme ud. Darren and Rusty var naboens drenge og boede en halv mil borte. Det kalder vi naboer her ude p� landet, eftersom de boede p� den n�rmeste g�rd. De beh�vede aldrig at g� i kirke, s� de kunne g�re hvad de ville hele s�ndagen. Rusty gik i samme klasse som mig i skolen, selvom han var et �r �ldre, og jeg br�d mig ikke s�rlig om ham, men det var bedre at lege med ham end slet ikke at lege md nogen. Darren var hans storebror og flere �r �ldre, han gik i ottende klasse. Han plejede at v�re flinkere mod mig end Rusty, men nogen gange opf�rte han sig virkelig m�rkeligt.

De var kommet hele vejen over for at lege med mig og s� kede ud af det, da jeg ikke kunne komme ud, s� jeg havde lidt d�rlig samvittighed over det, og sagde at de kunne komme indenfor hvis de havde lyst. Det ville de gerne, og vi gik op p� mit v�relse.

Jeg f�lte mig mere end blot en lille smule uartig, vd at lukke drengene ind, mens jeg stadig var i natkjole. Jeg var ogs� lidt genert. Fordi dagen ig�r havde v�ret varm og mit sovev�relse var det varmeste rum i huset,sov jeg med min tyndeste natkjole, min lyser�de silkenatkjole mde hvid blondekant som kun lige n�ede til underkanten af mine trusser n�r jeg stod ret op og ned. Den var pyntet med sm� kaniner, men jeg vidste at drengene kunne se igennem den og se mine trusser n�r jeg stad mellem dem og lyset fra vinduet. Jeg overvejede at g�re det med vilje som om jeg ikke vidste det, men turde alligevel ikke. Men da vi gik op ad trappen tror jeg at drengene s� mine trusser flere gange, s� jeg f�lte mig endnu mere uartig.

Vi boede i et stort gammelt toetagers hvidt hus, kun mig og mine for�ldre, og da deres sovev�relse var det st�rste i underetagen og vendte ud mod den sydvendte have, og da mit var p� �verst oppe under taget, blev hele midteretagen ikke brugt til s� meget. Et rum var legerum og de andre blev mest brugt til at gemme ting og til g�stev�relser.

Vi spilled dam et stykke tid, men det var ikke s�rlig morsomt, to spillede og en kiggede p�, og ingen af os br�d os s�rligt om at spille dam i forvejen. S� spurgte Darren om om nogen af os havde lyst til at lege 'bindeleg'. Jeg havde aldrig h�rt om det f�r, men det m�tte v�re sjovere end dam, og det var bedre end hvis drengene begyndte at kede sig og gik, s� jeg var alene igen, s� jeg sagde ok og spurgte, hvordan man gjorde.

"En af os bliver bundet af de andre, og s� skal man pr�ve at komme fri," forklarede Darren,"hvem vil f�rst?"

"Du har jo aldrig leget det f�r, Marie, s� jeg synes vi skal pr�ve at binde dig f�rst, - ok?" Spurgte Rusty.

"N� ja, ok," indvilligede jeg, "hvad vil I binde mig med?"

Drengene s� sig omkring, men kunne ikke se noget i v�relset, der kunne bruges. "Lad os g� ind i dit sovev�relse og se, om der er noget der," sagde Darren.

S� gik vi alle tre oven p� til mit loftskammer, som var mit sovev�relse. Det var ikke s� d�rligt, som det m�ske lyder. Jeg har set andre folk's loftsrum, m�rke st�vede steder fyldt med skrammel, som de aldrig bruger. Mit rum var et rigtigt v�relse med et stort vindue mod vest og v�ggene var bekl�dt med smart blomstret tapet. Der var en stor seng, en k�jeseng, som mine for�ldre k�bte s� de ikke skulle k�be en seng mere hvis de fik flere b�rn, hvad de aldrig gjorde. Derfor jeg kunne sove i hvilken seng, jeg havde lyst, oppe eller nede. Det var et rart v�relse, og jeg kunne godt lide det. Drengene gik igen bagefter mig op ad trappen, og jeg fik en god fornemmelse af hvad de kiggede p�, is�r da Rusty lod som om han snublede, men jeg sagde ikke noget. Det synes jeg var mere uartigt. S� kiggede vi os rundt i mit sovev�relse efter noget at binde mig med.

"De her kan bruges!" sagde Rusty muntert, da han s� mine h�rb�nd som hang p� mit spejlm�bel. Jeg brugte n�sten altid h�rb�nd, efter at min onkel engang drillede mig med, at jeg havde s�dant noget grimt brunt h�r at jeg skulle skjule det med h�rb�nd. Jeg vidste godt at han mente at mit h�r var smukt og at det vile blive endnu smukkere med h�rb�nd, s� jeg bad ham om at for�re mig h�rb�nd i mange farver. Det gjorde han, og jeg h�ngte dem alle mulige steder i mit v�relse. Det var nogen af dem, som Rusty skulle til at gribe.

"Nej, hvis vi binder for l�st, glider de af," indvendte Darren, "og hvis vi binder dem stramt bliver de kr�llede og �delagte. Hun f�r sikkert ogs� vr�vl med sine for�ldre."

"Jeg vil ikke have ballade," oplyste jeg dem om," find noget andet ellers gider jeg ikke."

"Hvad med dem her?" spurgte Rusty, og trak et par af mine underbukser op af en �ben skuffe.

"L�g dem v�k!" r�bte jeg, greb dem fra ham, og lagde dem hurtigt tilbage i skuffen og lukkede den hurtigt. Det var mine ynglingsbukser med et billede af en engel p� forsiden og "Jeg er en lille engel" broderet i guld p� bagsiden. Drengene m�tte ikke �del�gge mine ynglingsbukser, heller ikke selvom min for�ldre ikke opdagede det.

"De her kan bruges," erkl�rede Darren, og trak det tynde sorte l�derb�lte ud af et r�dt fl�jlssk�rt i det �bne skab, han tog ogs� selerne fra mine overalls, som jeg brugte til havearbajde, " i hvert fald til at begynde med. L�g dig hen p� sengen," dirigerede han.

Jeg satte mig p� sengen, drejede rundt og lagde mig fladt med ansigtet nedad. Jeg m�rkede, hvorledes drengene tog mine arme og trak dem op forbi mine �rer. Jeg drejede hovedet lidt, s� jeg kunne tr�kke vejret. De holdt mine h�ndled sammen, snoede b�ltet rundt om dem og strammede det. Det begyndte at g�re lidt ondt, og jeg krympede mig lidt. Rusty sm�lo, men Darren l�snede det lidt, inden han bandt den fri ende en ekstra rundt for at holde det p� plads. S� l�ftede ham og Rusty mig lidt og trak mig opad, indtil mine h�nder var t�t nok p�, til at de kunne binde b�ltet rundt om en stang midt i sengens hovedende. Darren bandt b�ltet til sig selv, og var f�rdig. Mine h�ndled var bundet sammen og bundet til sengen med et tyndt l�derb�lte.

"Det holder ikke. Det er for nemt at f� op," klagede Rusty.

"Lad os tr�kke hende nedad, s� det bliver strammere," foreslog Darren.

Jeg m�rkede, at drengene tog fat i hver sin af mine ankler. De trak mig mod sengens fodende, s� jeg gled afsted. Mens jeg gled, m�rkede jeg, at forsiden af min natkjole blev, hvor den var, og at jeg gled ud af den. Jeg begyndte at indse, hvad jeg havde rodet mig ud i. Jeg var alene i mit sovev�relse, ja faktisk alene i hele huset, med to store drenge, og var kun kl�dt i natkjole, underbukser og str�mper, og havde ladet drengene binde mig mig til min seng. Nu var jeg fuldst�ndig sikker p�, at de kunne se hele bagsiden af mine underbukser, og da jeg m�rkede, at natkjolen gled op over buksekanten, vidste jeg, at de ogs� kunne se noget af min n�gne ryg. Jeg vidste at en p�n pige ville forlange, at nu skulle drengene stoppe, men jeg sagde ikke noget. Et gys af sp�nding, som jeg aldrig f�r oplevet, sk�d gennem mig og fik mig til at dirre.

"Tag dem her og bind dem om hendes ankler," beordrede Daaren, og rakte Rusty selerne fra mine overalls. Jeg kunne h�re ansp�ndelse i hans stemme, en blanding af nerv�sitet og ophidselse. "Tr�k hendes str�mper ned, s� de ikke er i vejen," tilf�jede han og l�d endnu mere nerv�s. Han tog en dyb ind�nding.

Jeg kunne h�re, at Rusty ogs� trak vejret m�rkeligt, s� jeg vidste, at han var lige s� nerv�s og ophidset som Darren. Jeg f�lte, hvorledes mine str�mper gled ned over mine ankler, derp� et pust af kold luft p� mine fods�ler, da drengene halede str�mperne helt af. Jeg vrikkede med de bare t�er.

"Hold op med det," sagde Darren, "du skal ligge helt stille, indtil vi er f�rdige." De arbejdede med at binde stofselerne omkring mine ankler, og havde ikke mere at beklage sig over; jeg var en lydig lille pige.

Det f�ltes meget m�rkeligt og ophidsende for mig at ligge s�dan med bundne h�ndled, mens jeg lod nabodrengene halvvejs tr�kke t�jet af mig, selvom det kun var mine f�dder, som var n�gne. Jeg pr�vede at forestille mig, hvad de kunne se, og kom pludselig i tanker om hvilke underbukser, jeg havde p�. Jeg gispede. Endnu et gys af ophidselsse l�b gennem mig. Sammen med min silkenatkjole, havde jeg et par silkeunderbukser, hvor p� der stod, "Jeg er en lille dj�vel" henover bagdelen lige der, hvor drengene kunne se det. Men jeg l� bare og lod dem binde mine ankler, mens jeg f�lte mig forf�rdelig nerv�s og dejligt ophidset p� samme tid.

Selerne var ikke lange nok til at n� ned til enden af sengen, s� drengene trak mine ben ud til siden, l�ngere og l�ngere, indtil de kunne binde selerne til jernr�rene langs siden af sengen. Det var deres eneste mulighed, s� jeg kunne ikke rigtig protestere, medmindre jeg �nskede, at de skulle stoppe med at binde mine ankler, og hvis jeg gjorde det ville de m�ske l�se mig helt. Det �nskede jeg ikke. Desuden ville jeg faktisk gerne have at de spredte mine ben p� den m�de. Jeg hjalp dem endda en lille smule, men havde en fornemmelse af, at jeg ville f� problemer med mine for�ldre, hvis de fik det at vide. S� jeg l� bare og lod drengene str�kke mine ben. Jeg var hj�lpel�s og meget ukorrekt p�kl�dt, og jeg ville det selv, det var jeg sikker p�. Men jeg var ikke sikker p� hvorfor.

"Pr�v at komme l�s nu," sagde Darren.

Jeg trak i b�ltet om mine h�ndled og vred mig lidt imod selerne, der holdt mine ankler, men mere skete der ikke. Jeg pr�vede ikke s�rligt h�rdt, og f�lte klart, at det ikke ville g�re nogen forskel. De havde bundet mig godt og solidt. Jeg vidste, at jeg ikke ville g� nogen steder, f�rend de besluttede at l�se mig. Men jeg �nskede ikke, at de skulle tro, at jeg ikke fors�gte, s� jeg blev ved med at vride og tr�kke. Efter et minut eller to var det tydeligt, at jeg ikke havde nogen chance for at slippe fri. Jeg undrede mig over, hvad drengen ville g�re, nu da jeg var bundet, og h�bede at de ville g�re noget, men vidste ikke hvad. Jeg vidste, at de �nskede at g�e et eller andet, men ikke rigtig turde, og jeg spekulerede p� hvad det kunne v�re. Til sidst sagde Darren noget.

"Den anden regel i bindeleg er, at hvis du ikke kan komme fri p� ti minutter, f�r du sm�k," forklarede han.

"Sm�k?" gispede jeg. Ingen havde nogen sinde givet mig sm�k. Mine for�ldre var strikse og straffede mig for alt muligt, men de gik ikke ind for sm�k. Jeg vidste i samme �jeblik, han sagde det, at jeg skulle have sm�k for f�rste gang i mit liv. Der var ingen m�de, hvorp� jeg kunne befri mig selv p� ti dage og slet ikke p� ti minutter. Det var helt sikkert. Jeg spekulerede p� hvordan, det ville v�re at f� sm�k. S� huskede jeg, at mine underbukser var det eneste, som var i mellem min ende og drengene. Jeg kunne umuligt f� h�nderne ned.

"Du har ti minutter til at komme fri, Marie," sm�lo Darren. Han tilf�jede, "vi henter noget, som er bedre til at binde dig med. Vi er tilbage om ti minutter." De snurrede rundt, bev�gede sig hen til trappen og s� tilbage mod mig.

Der l� jeg, med ansigtet nedad p� min seng, med mine h�ndled bundet stramt med et tyndt l�derb�lte til hovedg�rdet, mine ankler bundet ud til siderne af sengen, min lyser�de silkenatkjole klumpet sammen rundt om livet og ordene "Jeg er en lille Dj�vel" skrevet med r�de bogstaver p� mine hvide silkeunderbukser henover min aldrig f�r sm�kkede bagdel.

Rusty grinede og drillede mig med en sidste tanke til at overveje, mens jeg ventede.

"Husk, Marie, hvis du stadig er bundet n�r vi kommer tilbage, s�... SM�K!! Vi ses snaaaaart!"

Drengene tumlede leende ned ad trappen og var borte.